• Historisk gravminde
  • Født: 21. juli 1875
  • Død: 1. september 1956
Morten Peter Sørensen

Gravsted nr. 537
Tidligere gravsted nr. 707-708

Gravstenens tekst

Morten Peter Sørensen
Født 21.7. 1875 Død 1.9. 1956
Jensine Marie Sørensen
Født 30.08.1878 Død 12.9. 1962

Stenen

Stenen er en buet stele på sokkel udført i rød spættet granit med poleret forside.
Stenen er udsmykket med et kors, 8 x 7 cm, i haut.rel.

Begrundelse for bevaring

Set med de lokalhistoriske øjne er beretningen om Morten Peter Sørensen og Jensine en spændende beretning om to unge mennesker, der med flid og gå-på-mod trodsede alle odds og blev husejere i en tidlig alder,
Morten Peter var blot 24 år og ikke økonomisk myndig, da han med sin far som "stråmand" købte en øde og vindomsust grund ved Saxild Strand.
Sten for sten flyttede han derpå et aftægtshus fra Saxild by og ned til grunden, hvor han genopførte det som bolig til sin lille familie.
Granly blev huset kaldt, og de første år af Morten Peter og Jensines ægteskab dannede det ramme om både arbejds- og familieliv.
Seks børn kom til, og huset blev for småt. Det blev solgt, og ægteparret flyttede til det nærliggende Træskov, hvor det halve dusin småfolk blev til et helt.
Og Granly? Ja, det levede videre med nye ejere og lejere, indtil det efter 2. verdenskrig blev omdøbt til Bondehuset, og hvor den private bolig blev omdannet først til kaffehus og siden til restaurant.
Besøger man huset ved stranden, kan man fortsat se det gamle bygningsværk (midtersektionen,) som Morten Peter flyttede til stranden på samme tid, som egnens matrikelejere oprettede Saxild Plantningsselskab og begyndte at tilplante området med træer (den nuværende plantage). Men det er en helt anden historie.

Gravstenen er i forbindelse med omlægningen af Saksild Kirkegård i 2022-2023 flyttet fra det oprindelige gravsted til den nuværende placering, hvor den står som en af 5 gamle gravsten, som man fra Menighedsrådets side har valgt at bevare.
I det oprindelige gravsted var tillige begravet Elna Marie Danielsen, der døde blot 30 år gammel. Elna var født Sørensen og datter af Morten Peter og Jensine.