Norsminde ligger naturskønt ved å, hav og fjord. Området værdsættes ikke blot af lokalbefolkningen, men også af de mange turister som besøger området.

Allerede i ældre stenalder fandt folk hertil. Ikke på grund af den idylliske natur, men fordi det afvekslende landskab, med tætte skovområder, tiltrak et rigt dyreliv. Såvel fra bronze-, jernalder som vikingetid er der fundet spor af menneskelige aktiviteter i området.

I middelalderen blev der slået bro over fjordens munding, og fra historiske kilder ved vi, at Kong Erik Menved den 16. marts 1292 gav domkapitlet i Aarhus lov til at tage told af skibe, der anløb havnen.

Til at betjene de vejfarende, byggedes Norsminde Kro i 1693, og som centrum for skudehandlen ved østkysten, byggede man omkring 1854 Norsminde Handelsplads.

I dag bemærker området sig ved sit rige fugleliv, den lille lystbådehavn og de hyggelige spisesteder.

Navneoprindelse

En indfjord med en smal indsejling som Kysing Fjord kaldes et "nor", Norsminde betyder derfor "fjordens munding".

Video

Saxild Arkiv har lavet en række videoer med fortællinger fra gamle dage. Video-serien kaldes "På sporet af fortiden" og er primært myntet på børn. Gå til videoserien "På sporet af fortiden".

Mere om Norsminde