• Forfatter: Torben Alrøe

Fortalt af tidligere kroejer Torben Alrøe

St. Steensen Blicher i Norsminde

Maleri Steen Steensen Blicher

Overfor receptionen overfor receptionen på Norsminde Gamle Kro hænger billedet af forfatteren og præsten St. St. Blicher (1782-1848).

Man ser et selskab sidde rundt om det grønne bord i skænkestuen med Blicher for bordenden. Han fortæller og gestikulerer ivrigt, mens tilhørerne lytter. På krogen på døren hænger hans gevær og jagttaske og inde bagved kan man se, at der er bal. Kromandens to døtre servicerer selskabet, mens en kat smyger sig op af den yngste piges ben.

Forhistorien er dén, at under en havjagt ved Tunø, blæste det op og Blicher og jagtkammeraterne måtte søge nødhavn i Norsminde. Her blev man beværtet på bedste vis og historien fortæller at Blicher denne aften blev forliebt i kromandens datter. Han skrev senere digtet ”Firkløveret” om hændelsen.

Et af versene lyder:

Mig tykkes hartad som det var igaar,
vi svang Hadsherredspigerne i dansen,
med friske roser i lyse haar,
og kælne øjne under blomsterkransen.

Mindevæggen i Rokokostuen

Hans Sørensen Alrøe

På mindevæggen i Rokokostuen kan man øverst t.v. se Hans Sørensen Alrøe (1827 – 1901) Veteran fra 3-årskrigen og deltager i udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849.

Nederst th. hans 2. kone Ane Kirstine (1839 – 1926) og t.v. for hende deres søn Hans Waldemar Alrøe (1879 – 1965).

Desuden kan man på mindevæggen bl. a. se diplom for H.W.Alrøes langhalmstærskemaskine fra Landsudstillingen i Århus 1909, samt dokumentet fra "Dronning Margrethe" i forbindelse med kroens 300 års jubilæum.

Den oprindelige krobygning er bygget i 1693. 300 år senere fejrede man så jubilæet med stor fest. ”Dronning Margrethe” i skikkelse af Pia Voxtorp holdt festtalen og overrakte ved denne lejlighed et dokument som bevis på godt gæstgiverskab gennem 300 år underskrevet ”Givet med vor kongelige højre hånd, Margrethe ”. "Dokumentet" kan ses i Rokokostuen. Desuden købte daværende kromand Sneborg Alrøe af kroens vinhandler en tysk vintønde, som skulle danne grundlaget for etablering af en vinkælder under kroen. Kromand Søren Pedersen har nu på smukkeste vis fuldendt denne drøm.

Kasseapparat

I kroens kælder står et gammelt National kasseapparat, som er købt fra nedrivningen af Hou Købmandsgård i 70`erne.

Paradoksalt nok var det jernbanen til Hou, indviet i 1884, som betød at Norsmindes storhedstid sluttede. Nu er kasseapparatet så havnet i vinkælderen på Norsminde Kro.

Serveringsfad

Hage Sneborg Alrøe

Mangen en tjener/serveringsdame har svedt ned over dyreryggen, kalvefilet`en eller lammekøllen, som dette tunge fad har båret rundt til 10 – 12 couverter ved store fester på kroen.

Begrebet fadservering eksisterer næsten ikke mere. Det ville nok heller ikke blive godkendt af arbejdstilsynet idag.

På billedet ses fhv. kromand Sneborg Alrøe på vej ind til et sølvbryllup med desserten.