I midten af 1600-tallet blev Danmark ramt af flere alvorlige krige, som satte dybe spor i landsbyer og lokalsamfund.
Trediveårskrigen (1618–1648) og de efterfølgende konflikter med Sverige og Polen betød, at store dele af Jylland blev plyndret, hærget og befolket af indkvarterede tropper.
Saxild var ingen undtagelse.
Bymændene i Saxild beskriver selv konsekvenserne i en fundats dateret 21. December 1659:
“…Trende Indfald af Fienderne her ud i Jylland, først anno 1627 af de Keyserlige Krigsfolk, dernæst af de Svendske, som plutzligen her indfaldt, og nu tredje gang 1657 atter igien af de Svendske, saa denne sidste Indfald hafver varit dend værste og strengeste icke alleniste for Fiendernis Skyld, men endog ogsaa for de mange Krigsfolck her hafer værit i Landet af Keyserens, dend Brandenburgske Fyrstes og Polacachers, saa her i Saxild var meget streng Inquartering of de Polske fra d 2. Februar 1659 indtil Høsten…”
Krigene blev af folket tolket som Guds straf, men også som hans nåde, fordi nogle overlevede. Som tak og bod besluttede bymændene at indføre daglig morgen-bøn og sang i Saxild Kirke:
“…vi hannem til ære og Talsigelse os til at afbede sådan Lande-straf og Plage herefter hafves andlofvit, at vi med Guds naadlige Hielp og bistand her udi Saxild Kirke vil holde hannem daglig Morgen-Bøn og Sang.”
Ordningen blev formaliseret økonomisk ved at hver gård betalte seks skilling årligt, præsten bidrog med otte skilling, og beløbet – samlet to slette daler – gik til kirkesangeren, som skulle forlæse bønner og "foresjunge Psalmer." Oldermanden samlede pengene på sognestævnet, en praksis der fortsatte i næsten 200 år.
Krigenes afslutning kom med freden i København 1660 efter Karl Gustav-krigene.
Vi havde allerede ved freden i Roskilde i 1658 mistet Skåne, Halland og Blekinge, og nu måtte Danmark også afstå Herjedalen, Jämtland og Trondhjems len.
På den tid hørte Herjedalen og Jämtland til Danmark-Norge, og tabet af de områder til Sverige markerede en stor ændring i rigets grænser.
Derudover blev der indgået aftale om toldfrihed i Øresund, hvilket sikrede fri skibsfart mellem Østersøen og Nordsøen og havde stor betydning for handel og økonomi. Så trods store tab, stod Danmark fortsat stærkt i Norden.
For lokalbefolkningen betød freden ophør af indkvartering og hærgen, men de økonomiske og sociale følger mærkedes længe.
Morgenbønnen i Saxild blev derfor et lokalt udtryk for tak, bod og religiøs disciplin efter reformationens idealer om daglig gudsfrygt. Som fundatsen slutter:
“…At den hellige Guds tieniste og dyrkelse må til evig ihukommelse for os og vore efterkommere holdis fast og uforsømmelig.”
Traditionen blev opretholdt indtil 1858/59, hvor gårdmændene besluttede at afskaffe betaling og praksis.
Morgenbønnen står i dag som et unikt vidnesbyrd om, hvordan krig, tro og lokalsamfund flettedes sammen i dansk landsbyliv gennem næsten to århundreder.
