Morten Johannesen blev født den 16. juli 1832 i Fredhaven ved Odder som søn af skovfoged og husmand Johannes Mortensen og Maren Pedersdatter.
Han var kun 17 år gammel, da den 1. slesvigske krig brød ud, men det var krigen i 1864, der for alvor satte sine spor.

Op gennem 1850’erne gennemførte han sin militære uddannelse efter tidens normer, 8 års militærtjeneste vekslende mellem aktiv tjeneste og perioder i reserven/hjemme.

I 1859 blev Morten gift i Odder Kirke med Nielsine Hansdatter, og samme år fik parret deres første barn.
En tid ernærede Morten sig som daglejer, og familien flyttede ofte rundt primært i Hads og Ning herreder.

I januar 1864 blev Morten indkaldt igen – denne gang til egentlig krigstjeneste.
Han måtte pakke grejet, tage afsked med sin hustru og lille datter Catrine Marie og drage afsted mod Dybbøl.
Som befalingsmand ledede han en mindre enhed og deltog i kampene ved skanserne.
Den 14. april blev han alvorligt såret under et preussisk angreb. Hans højre arm og skulder blev knust, og han blev i måneder behandlet på lazaret, inden han vendte hjem – både fysisk og mentalt mærket for livet.
Kort efter hjemkomsten døde datteren, og selv om Morten og Nielsine senere fik flere børn – otte i alt – blev det et liv præget af sygdom og modgang.

For sin indsats under krigen modtog Morten en hædersmedalje og blev optaget i Selskabet De Danske Våbenbrødre i Horsens.

Omkring århundredeskiftet flyttede ægteparret ind hos deres ældste søn i Holme.
Morten var svækket, ægteskabet bar præg af slid, og efter Nielsines død i 1903 blev han boende i Holme indtil han få år før sin død flyttede til Assedrup, hvor en datter boede.

Morten døde den 3. november 1915, 83 år gammel, og blev begravet på Nølev Kirkegård, hvor hans gravsten stadig står som et synligt vidnesbyrd om en mand, hvis liv og skæbne spejler danmarkshistorien i sidste halvdel af 1800-tallet.

Gravsted: Johannesen, Morten