Juleaften, o hvor er du sød,
så skal alle folk ha' risengrød,
æbleskiven bliver flittigt vendt,
gåsestegen er til bag'ren sendt.
Bonden sidder tidligt ved sit fad,
sikken Guds velsignelse af mad,
lænkehunden selv får dobbelt sul,
den skal også vide, det er jul.
Jul, jul, jul, jul, jul, jul, den skal også vide, det er jul.

I dag sender vi ikke længere gåsestegen til bageren, men tilbage i tiden, da gasovnen eller det gamle komfur slet ikke kunne rumme en stor gås, ja, da blev julegåsen tidlig julemorgen fragtet hen til byens bager.
For at holde styr på de mange gæs, rev bageren et sæt spillekort i to – den ene halvdel stak han i bagdelen på gåsen, den anden fik køkkenpigen med hjem.
Når gæssene blev afhentet, kunne køkkenpigen med spillekortet være sikker på, at hun ikke fik naboens magre gås med hjem.

I gamle dage var juleaften en langt mere beskeden affære.
Retterne blev lagt på bordet på én gang, og alle tog, hvad de havde brug for. Måltidet bestod ofte kun af én hovedret, måske lidt grønt eller kartofler, men selv det enkle måltid blev indtaget med højtidelighed. Det var fællesskabet, stemningen og glæden ved at være sammen, der gjorde aftenen særlig.

Over tid har julemenuen ændret sig. Hver har vi vores favoritter. Vi har mad i overflod: And, gås, flæskesteg eller Svensk juleskinke med svær, brune og hvide kartofler, sovs, rødkål og asier. Risengrød eller ris’a la mande, skal der også til. Og mandel og mandelgave.

I nogle hjem begyndte aftensmåltidet juleaften med at læse Juleevangeliet, og alle kan vi ordene:
”Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at alverden skulle skrives i mandtal,”
i andre hjem blev der bedt bordbøn, der var en særlig andægtighed over traditionerne for juleaften.

Juletræet der blev tændt, lysene der glimtede, stjernen i toppen, julegaverne og alle de gode minder. Julesangene vi sang og børn og voksne i kærlig krans omkring det smukt pyntede træ.

Når maden var spist, og risengrøden ryddet af, samlede forventningen sig i stuen.
I mange hjem var det julemanden, der stod for gaverne – nogle gange kom han selv, andre gange var det en far, en onkel eller en nabo, der trak i frakken. For børnene var det magi, for de voksne et smil bag skægget.

Gaverne var ikke altid mange, men de blev givet med omtanke. En lille dukke, noget legetøj, varme sokker eller en ønsket bog – og ofte var det selve øjeblikket, spændingen og glæden over at være sammen, der var den største gave.
Så blev der sunget en sidste sang omkring træet, lysene brændte stille ned, og juleaften lagde sig roligt over huset. Traditionerne blev gentaget år efter år – og netop derfor blev de til minder, man husker og deler videre.