Et lokalsamfund formes og bæres af mennesker, der lægger tid, energi og hjerte i fællesskabet.

Sådan har det altid været, og blandt de ildsjæle finder vi ikke mindst de gamle sognerådsmedlemmer, som i perioden 1841 til 1970 sikrede lokalsamfundets udvikling og daglige funktion. Ingen opgave var for lille, ingen for stor.

I sognerådenes tid var det lokale borgere, valgt af borgerne, der styrede udviklingen.
De kendte områdets behov og satte sammen med befolkningen deres præg på skole, infrastruktur og socialhjælp.
Blandt de førstemænd, der satte præg på Saxild og omegn, er Valdemar Jensen.
Hans opgaver var mange, dagene lange, og han brændte for hver enkelt sag – uden at skelne mellem arbejde og fritid.

Valdemar Jensen – et liv i lokalpolitik

Valdemar Jensen (1876–1973) blev født i Gjesing. Efter endt skolegang tog han et højskoleophold på Ry Højskole (1897–98), hvor han fik oplysning og udsyn – og lærte at "se med egne øjne".
I 1902 flyttede han til Nølev, købte sin egen gård og giftede sig med Karen Nielsen Baatrup, som blev hans støtte gennem hele det politiske liv.

Han blev valgt til sognerådet i 1909, 33 år gammel, og var formand i flere perioder frem til 1946.
For Valdemar var arbejdet i sognerådet ikke et job – det var et æreshverv. Han brugte tid, energi og hjerte på alle de beslutninger, som holdt fællesskabet i gang.

Sognerådet dengang – tæt på borgerne

Sognerådet fungerede både som politisk og administrativ instans. Formanden førte protokoller, sørgede for at beslutninger blev gennemført, og behandlede hverdagsproblemer lokalt – uden central embedsmandsstyring. Valdemar Jensen og de øvrige medlemmer læste selv love og regulativer og tog beslutninger med sund fornuft og engagement.

Administrationens hovedområder var skole, socialområde og infrastruktur, med økonomien som alfa og omega. Mange opgaver blev direkte sagsbehandling – fx rationeringsmærker under 1. verdenskrig, husleje- og brændselshjælp, alderdomsunderstøttelse, plejebørn og ældrepleje. Hver sag krævede tid, ansvar og personlig indsats.

Skoleområdet var Valdemars hjertebarn. Han sad i skolekommissionen i mere end 20 år, hvor han arbejdede med undervisningsmaterialer, personale, fravær og lærernes boligforhold. Sammen med de øvrige ildsjæle sørgede han for, at lokalsamfundet fungerede og udviklede sig.

Et smukt punktum

I 1946 trak Valdemar Jensen sig tilbage fra det politiske liv, 69 år gammel.
Hans lange virke viser, hvordan lokaldemokrati engang blev båret af ildsjæle – og hvordan det adskiller sig fra dagens centraliserede kommunale administration.

Den kommunale administration har bevæget sig langt, siden landsognene i 1842 fik kommunalt selvstyre.
Ved kommunesammenlægningen i 1970 forsvandt de små sogneråd, og de fleste opgaver foregår i dag langt fra borgerne.

Valdemar Jensen blev i 1909 valgt på en fællesliste (upolitisk) og var gennem livet medlem af Venstrevælgerforeningen, men for ham handlede det hverken om partipolitik eller strategiske dagsordener. Det var hans evner, engagement og integritet, der gjorde ham vellidt og respekteret – og det var det, lokalsamfundet oplevede som vigtigst.
Beslutninger i sognerådet blev taget med hjertet for fællesskabet, uden en partipolitisk dagsordenen. Detvar en styrke, der gjorde det muligt at handle hurtigt og effektivt, uden kompromiser mellem politiske linjer.

Livet bliver ikke rigere af, at man fjerner problemerne.

Ordene, som Valdemar Jensen udtalte ved sin 90-års fødselsdag, afspejler hans livsfilosofi – og hans måde at arbejde i sognerådet på.
Hver udfordring i lokalsamfundet, hver sag om skole, vej eller socialhjælp, blev mødt med engagement og ansvarsfølelse.
For Valdemar og hans medrådsmedlemmer var det ikke et spørgsmål om at slippe for problemerne, men om at tage dem i opløbet og bruge dem til at styrke fællesskabet.
Det var netop den direkte, personlige indsats, som gjorde lokaldemokratiet stærkt.
At se tilbage på ildsjæle som Valdemar Jensen minder os om, hvordan beslutninger, der tages tæt på lokalsamfundet, kan skabe engagement, handlekraft og tillid – værdier, som stadig kan inspirere, selv når rammerne for politisk indflydelse i dag er synes fjerne og komplekse.

Valdemar Jensen døde i 1973, og hans gravsten kan stadig ses på Nølev Kirkegård.

Beretningen om Valdemar Jensen er et kort uddrag af en artikel skrevet i 2016 af arkivets leder Lisbeth Bonde.
Artiklen blev skrevet i forbindelse med debatten om borgmestrenes løn og står som kontrast til det ulønnede sognerådsarbejde, hvor man var stolt af tillidshvervet, og hvor man var drevet at ønsket om at virke for fællesskabets bedste.