Den 13. december fejres Lucia-dag. Mange steder er det en dag, hvor børn fra skoler og institutioner med sang og lys bringer stemning i vintermørket.
Men hvem var Lucia egentlig – og hvorfor fejrer vi hende?

Ifølge traditionen var Lucia en ung kristen pige, der levede på Sicilien i begyndelsen af 300-tallet. På den tid var det livsfarligt at være kristen i Romerriget. Kejseren krævede, at hans undersåtter ofrede til ham som guddom, men de kristne nægtede, for dem fandtes der kun én Gud.
Mange kristne skjulte sig i byernes katakomber og sneg sig ud om natten for at hjælpe fattige og syge. Det fortælles, at Lucia var iblandt dem. For at kunne se i mørket og samtidig have hænderne fri bar hun en krans med lys på hovedet – et symbol, som siden er blevet uløseligt forbundet med Lucia.

Lucia havde viet sit liv til Kristus og nægtede derfor at gifte sig med den mand, hun var lovet bort til. Den afviste bejler angav hende til de romerske myndigheder, og Lucia blev arresteret. Ifølge legenden gik hun dog flere gange på forunderlig vis fri for straf: okserne ville ikke trække hende bort, og ilden ville ikke fænge, da hun skulle brændes på bålet.
Til sidst lykkedes det dog bødlen at dræbe hende med sit sværd. Lucia døde den 13. december år 304 og blev senere æret som martyr og helgen. Hun blev begravet i sin hjemby på Sicilien.

Lucia-sangen, som vi kender den i dag, er oprindeligt en italiensk folkemelodi, men teksten er svensk. Den knytter sig til en svensk skik, hvor en ung “luciabrud” med sine terner vækker husets beboere med sang, lys og friskbagt brød.
Skikken kom til Danmark under Anden Verdenskrig. Her har Lucia-traditionen især vundet indpas i børnehaver og skoler, hvor børnene op til dagen lærer sangen og øver sig i at gå fint med lysene – en stille og stemningsfuld tradition, der år efter år minder os om lyset i mørket.