• Østerlunden

Østerlunden

Der var rift om grundene i Østerlunden, da Odder Kommune i 1998 udbød de første matrikler til salg.

Forud var gået et forløb, hvor kommunen havde været på ”frierfødder” hos lokale lodsejere for at overtage jorden til den udstykning, de nu ønskede igangsat i Saxild.

Allerede tilbage i 1969, i det gamle sogneråds tid, var der indgået en mundtlig aftale om salg af Vorbækgårdens marker til bebyggelse, udstykningsplanerne var lavet, alt tegnede godt, men kort efter kommunesammenlægningen i 1970, havde det nye bystyre andre planer, og diverse aftaler og planer blev i 1972 fejet af bordet.

30 år skulle der gå, før man var moden til at sætte i gang.

Denne gang med kommunalt fingeraftryk i form af en ekspopriation: Østerlunden, Hadskjærgaard og Vorbækgården måtte alle i 1976 afgive jord til projektet.

Der blev annonceret – det blev slået stort op. Der blev solgt efter ”først til mølle” – og kommunen gjorde klart, at de ikke var forpligtede til at sælge til den udbudte pris.

"11 døgn i kø på Rådhuset efter parcelhusgrund"

lød overskriften i Aarhus Stiftstidende i februar 1999! Parcellerne gik som varmt brød.

Det gamle træ, oh lad det stå

Østerlunden vartegn, et gammelt egetræ, måtte lade livet medens enkelte politikere og områdets beboere kæmpede for at bevare det.
Nu skulle der bygges, og anlægges nyt. I gang gik man, men oh ve.

Hastværk er som bekendt lastværk, Kommunen opgav at håndhæve lokalplanens intention om byggeri i kun et plan, da der blev givet byggetilladelse først til et hus med mansardtag og siden grønt lys til flere andre huse i lidt mere end ”et-plans-højde.”

Nydeligt blev det nu. Området tog form.

Men så skrev dagens avis igen! Denne gang med overskriften:

Nybyggere i Saxild bondefanget af kommunen

”Kæden er hoppet af inde i kommunen” stod der videre at læse!

Et babyboom var på vej. 15 gravide Saxild-kvinder på en og samme tid.

Når man som kommune i sit salgsmateriale har lovet både pasningsgaranti og skole og børnehave inden for 200 meter, må det jo galt.

Politikerne havde kalkuleret med 136 børn i skolen – og færre over tid – tallet var nu 150 – også børnehaven var fyldt op – 42 børn – og også her mange på vej. Gode råd var dyre, de kommunale myndigheder måtte gå i tænkeboks for at få enderne til at nå sammen, alt imedens børnene måtte transporteres til dagtilbud i Odder by.

Sidste etape af Østerlundens udstykning er fra 2006. Området er i dag færdigudbygget, og rummer mange fine storparceller med mulighed for dyrehold.

Østerlunden anno 2022