Stavnsbåndet blev indført i 1733 som et forsøg på at sikre kongen en stabil og pålidelig arbejdsstyrke, ikke kun til landbruget, men også til militæret. De unge karle blev tvunget til at blive på det gods, hvor de var født, og mange blev udskrevet til militærtjeneste med stor risiko for at blive sendt i krig.
I Rude, hvor ni ud af de 14 gårde hørte til David Davidsens fæstegods, ser vi tydeligt, hvordan livet som fæstebonde kunne variere alt efter godsets ejer.
Her var der ingen hovedgård, der krævede hoveri – en pligt, der bandt mange bønder til godsejerens jord. Det betød, at bønderne på David Davidsens gods havde større frihed og mere tid til at arbejde på deres egne lodder, hvilket var en sjældenhed i datidens Danmark.

Udskrivning til militæret og stavnsbåndets indvirkning

En af de største udfordringer for unge karle under stavnsbåndet var udskrivningen til militærtjeneste. Kongens militær havde brug for stærke, unge mænd, og det var ofte fæstebønder, der blev udvalgt. For mange familier var dette en stor belastning, da det betød, at en af deres vigtigste arbejdskraftressourcer blev fjernet fra landbruget i flere år. Stavnsbåndet sikrede, at godsejerne ikke mistede deres arbejdskraft til andre gårde eller regioner, men for de unge karle betød det også, at de ikke kunne undslippe muligheden for militærtjeneste, hvilket ofte skabte stor usikkerhed og frygt blandt dem.

Slægtsgårde og giftermål i stavnsbåndets tid

Stavnsbåndet bidrog til, at mange gårde blev slægtsgårde.
Da den mandlige del af befolkningen var tvunget til at blive på det gods, hvor de var født, var det almindeligt, at ejerskabet af gårdene forblev inden for de samme familier.
Det skabte en stabilitet i lokalområdet, hvor gårdene ofte blev overtaget af slægtninge, hvilket sikrede, at de forblev i familien i generationer.

Desuden kunne en ung karl gifte sig til en gård, hvis der for eksempel var en enke, der manglede en mand til at drive gården. I nogle tilfælde kunne en ældre mand også gifte sig med en tjenestepige eller en enke fra en anden gård, hvilket kunne skabe nye muligheder for gårdens drift. Det kunne være en fordel for både karlen eller den ældre mand og enken, da det sikrede gårdens fortsatte drift og kunne skabe økonomisk stabilitet for begge parter. Men der var også sociale og økonomiske faktorer, der spillede ind; det kunne være udfordrende for en ung mand at etablere sig som ejer uden den nødvendige økonomiske støtte eller gode forbindelser til gårdens familie. I takt med at slægtsbåndene blev styrket, voksede betydningen af familietraditioner og lokale relationer, hvilket gjorde, at gårdene ofte forblev i det samme miljø og i hænderne på de samme familier.

Stavnsbåndets ophævelse i 1788

Selvom stavnsbåndet blev indført for at sikre arbejdskraften på godserne, blev det gradvist ophævet med loven fra 1788. Denne lov bestemte, at mænd født efter 1788 frit kunne forlade deres gods, når de fyldte 14 år. For dem, der var født før denne dato, ophørte stavnsbåndet først i 1800. Dette betød, at friheden for mange bønder kom gradvist, men 1788 markerede starten på en ny æra for den danske landbefolkning, hvor de endelig kunne begynde at tage kontrol over deres eget liv og arbejde.