I fæstebondens spor

Et nyt århundrede ventede, og med det var fæstebondens tid ved at rinde ud.
Nye landbrugsreformer varslede forandringer, hvor frihed og selveje blev idealet for mange bønder, og en ny tid tog form i det danske landskab.

For bønderne i Rude var situationen dog noget anderledes end mange andre steder i Danmark.
I modsætning til fæstebønder i andre landsbyer, som i stigende grad søgte at frikøbe deres gårde, var Rudes bønder allerede begunstiget af David Davidsens testamente fra 1793.
Med arveret til deres gårde og væsentligt reducerede afgifter havde de ingen grund til at frikøbe sig, da de allerede nød godt af fordele, som mange andre bønder først tilkæmpede sig i løbet af 1800-tallet.

Det betød dog ikke, at bønderne i Rude var upåvirkede af tidens forandringer.
Napoleonskrigene satte deres tydelige spor, og engelske skibe patruljerede tæt ved kysten ved Norsminde, hvilket forstyrrede den lokale handel og handelsrestriktioner og blokader gjorde det vanskeligt også for bønderne i Rude at skaffe nødvendige varer, det medførte, at man i mange henseender fortsatte det samarbejde, der havde præget fællesskabets tid under fæstebondens vilkår, hvilket betød, at Rudes borger alle kom helskindede gennem både krigens år og statsbankerotten i 1813.

Slægt skal følge slægters gang

Fællesskabet i Rude rakte langt. Det var ikke kun et arbejdsfællesskab, men også et familiefællesskab.
Indgiftning var almindeligt, og den høje dødelighed betød f.eks., at en bonde, der mistede sin hustru, ofte giftede sig igen kort tid efter, typisk med en fra en nærliggende gård. Praktiske hensyn vejede tungere end kærlighed i mange tilfælde.

Rudes 14 gårde blev i mange tilfælde overleveret fra generation til generation.
Det betød, at flere generationer ofte boede på gårdene samtidig, hvilket styrkede familiebåndene og skabte et tæt fællesskab.

Aftægt

Aftægt var en vigtig fase i livet for de ældre bønder, der havde arbejdet hårdt gennem hele livet.
Når de ikke længere kunne deltage i det tunge markarbejde, blev de ofte tildelt en mindre del af gården eller et hus, hvor de kunne bo. Det var en ordning, der sikrede, at de kunne blive i trygge og kendte omgivelser, mens de fortsat bidrog til husstanden i det omfang, de var i stand til.

I aftægtsperioden påtog de ældre sig ofte opgaver, der krævede mindre fysisk styrke, som at passe køkkenhaven, brygge øl og tage sig af børnebørnene.
De delte deres livserfaringer og viden med de yngre generationer, hvilket var afgørende for at sikre, at traditioner og landbrugskundskaber blev videregivet.

Aftægt var derfor ikke blot en tilbagetrækning, men en aktiv del af familien, hvor de ældre fortsat spillede en vigtig rolle og kunne leve deres sidste år i tryghed og respekt.
Gennem gamle aftægtskontrakter kan vi følge de nøje udarbejdede aftaler, der sikrede både de ældre og den yngre generation. Disse kontrakter fastlagde, hvad de ældre skulle modtage af forsyninger, som mad, varme, og en bolig, samtidig med at de havde ret til at forblive på gården.
På den måde blev der taget højde for alle parters behov, og aftægtsordningen var en gensidig forpligtelse, der sikrede et trygt og værdigt liv for de ældre bønder i deres sidste år.

Arbejdsredskaber og Teknologiske Fremskridt

I takt med at Rude udviklede sig, kom der også teknologiske fremskridt inden for landbruget.
Nye redskaber som jernplove og forbedrede tærskemaskiner revolutionerede markarbejdet. Bønderne kunne nu arbejde mere effektivt, hvilket reducerede den fysiske belastning ved pløjning og høstning. Det betød, at de kunne producere mere på kortere tid, hvilket var afgørende i en periode med en voksende befolkning og en stigende efterspørgsel på fødevarer. Desuden gjorde hesteplove og senere dampmaskiner det muligt at bearbejde større jordarealer og forbedre høstudbyttet.

Men fremskridtene begrænsede sig ikke til marken alene.
Indendørs skete der også en modernisering.
Hvor varme tidligere kom fra åbne ildsteder, blev der i løbet af 1800-tallet indført brændekomfurer og senere kakkelovne, som både forbedrede opvarmningen af hjemmene og gjorde madlavning mere effektiv.
De gav en mere stabil varme, der kunne holde boligen varm i længere tid, især i de kolde vintermåneder.

Aftensysler, Skolegang og Læsning

Om aftenen samledes familien ofte omkring ildstedet, hvor de i lyset fra talglys eller, senere i 1800-tallet, petroleumslamper delte dagens sidste timer i hinandens selskab.
Aftensyslerne var en vigtig del af livet på landet, hvor alle havde en rolle at spille.
Hvor kvinderne i 1700-tallet ofte sad med uldkartning, spinding af garn eller reparation af tøj, og hvor man sammen klargjorde rugen og kornet, som var en væsentlig del af bøndernes kost, ændrede aftenrutinerne sig op gennem 1800-tallet.
Med flere børn, der nu kunne læse og skrive, blev aftenerne i højere grad også brugt til at læse højt fra bøger og religiøse tekster. Det var typisk børnene, der delte deres nyvundne færdigheder med familien, og det blev hurtigt en naturlig del af aftensyslerne.
For de ældre generationer, der måske aldrig havde lært at læse, blev oplæsning en måde at få del i den nye viden og uddannelse, som børnene bragte hjem fra skolen.

Selvom det praktiske arbejde stadig var i centrum, såsom at reparere redskaber, sy tøj eller forberede næste dags pligter, blev der nu også plads til oplæsning og læring. Aftenstunden udviklede sig dermed til et forum for både fællesskab, tradition og uddannelse, hvor generationerne mødtes og delte deres forskellige færdigheder.
På den måde blev skolens indflydelse ikke kun mærket i løbet af dagen, men også om aftenen, hvor læsning og læring blev en ny del af bøndernes liv.

Treårskrigen, 1864 og Grundloven

I midten af 1800-tallet blev mange danske bønder, også fra Rude, involveret i de store nationale konflikter. Under Treårskrigen (1848-1850) og den skæbnesvangre krig i 1864, hvor Danmark tabte Slesvig-Holsten, deltog flere karle og husfædre fra Rude som soldater.
Det var krige, der fik stor indflydelse på livet i landsbyen, for kun sjældent kom soldaterne hjem uden fysiske eller psykiske ar på sjælen.

At mændene blev indkaldt til krigstjeneste betød, at kvinder, børn og ældre måtte tage over på gårdene. Mange familier måtte tilpasse sig nye arbejdsforhold, hvor det praktiske landbrugsarbejde skulle klares uden de unge og stærke mænd, hvilket satte fællesskabet på endnu prøve.

Treårskrigen og senere krigen i 1864 medførte ikke blot tab og ødelæggelse, men også en øget bevidsthed om nationale værdier og identitet. Med grundlovens indførelse i 1849 fik bønderne en stemme i det politiske liv, og flere i Rude begyndte at engagere sig i de nye muligheder for at deltage i demokratiet. Grundloven gav flere borgere rettigheder, som de tidligere havde været foruden, og den markerede et skifte i bondestandens forhold til statsmagten. Selvom ikke alle bønder straks opnåede valgret, var der en voksende følelse af frihed og ansvar i forhold til det danske samfund.

Skolevæsenet i Rude

Helt i tråd med David Davidsens arv og tanker var der i Rude fokus på de unges lærdom.
I 1799 var den gamle skole i så meget forfald, at byens borgere tog initiativ til at få bygget en ny skole.
De indkaldte til møde, hvor de håbede at få opbakning fra nabobyerne Saxild og Kysing. Men Saxild og Kysings beboere ønskede ikke at bidrage økonomisk til projektet, og det endte med, at Rudes borgere alene måtte løfte opgaven.
De indgik en aftale med Jens Michelsen fra Rude Hougaard om at overtage hans humlehave mod et årligt vederlag på 4 rigsbankdaler, og på trods af udfordringer undervejs lykkedes det dem at bygge skolen.

I 1814 blev de første skolelove indført i Danmark, som anerkendte vigtigheden af undervisning for alle børn. Dette satte fokus på oprettelsen af skoler og forbedring af uddannelsesforholdene i landet. I 1815 begyndte diskussionerne om at oprette en biskole i Kysing, og i 1825 fik Kysing endelig sin egen skole. Dette betød, at Rude Skole herefter kun var for børnene i lokalområdet. Skolen blev et samlingspunkt for landsbyens familier, og med den stigende vigtighed af uddannelse fik flere børn mulighed for at lære at læse og skrive, hvilket bidrog til den generelle udvikling af samfundet.

Et samfund i forandring

I slutningen af 1800-tallet ændrede samfundet sig hastigt. Industrialiseringen trak unge piger ind på arbejdsmarkedet, og selvom uddannelsestilbuddene var begrænsede, var nogle knyttet til landbruget.
For landhusmoderen var der fortsat rigeligt at gøre i hjemmet, men mange opgaver blev mere specialiserede. Hvor man tidligere havde haft et par karle og piger, blev der nu lagt større vægt på nye metoder til produktion, ikke mindst i små gårdmejerier, hvor der blev kærnet smør og lavet ost.

En af de uddannelser, der i den forbindelse fik nyt fokus, var uddannelsen til mejerske.
Uddannelsen havde eksisteret siden 1836, men med oprettelsen af andelsmejerier og større gårdmejerier i 1880'erne fik uddannelsen fornyet betydning.
Mejerskerne blev ansat på større gårde til fremstilling af mælkeprodukter som smør og ost. I takt med udviklingen af andelsmejerierne i 1880’erne og 1890’erne blev produktionen mere centraliseret, hvilket førte til, at mændene fejlagtigt troede, de kunne mestre mejerifaget på blot tre måneder.
Den misforståelse blev dog hurtigt korrigeret, da mændene måtte indse, hvor komplekst arbejdet faktisk var.

En bemærkelsesværdig kvinde i denne sammenhæng var Abelone Andersen, født i Breth i 1887. Hendes dygtighed i smør- og osteproduktion på Andelsmejeriet Kjældsdam i Saksild, hvor Rudes bønder også leverede mælk, blev bredt anerkendt.
At hun vandt mere end blot mejeriets og andelshavernes hjerte, er en anden historie; den 3. juni giftede hun sig med gårdfæster Søren Olesen Thuesen fra Rudegaard, hvilket markerede begyndelsen på endnu en generation på en af Rudes ældste slægtsgårde.