Det gamle fællesskab

Livet på landet før landboreformerne var præget af et stærkt fællesskab og en tæt samhørighed mellem landsbyens beboere.
Jorden blev dyrket i fællesskab, og alle – fra selvejere til fæstebønder, husmænd og tyende – måtte deltage i de daglige gøremål. Samarbejde var en nødvendighed, ikke kun for at få høsten i hus, men for at sikre overlevelse i et samfund, hvor naturens luner styrede dagligdagen.
Om foråret, når sneen smeltede, begyndte det hårde arbejde med at så markerne. Jorden skulle pløjes og gøres klar, og hele landsbyen deltog for at sikre en god høst til efteråret.
Man var overgivet til naturens skiftende vejr, og der var faste procedurer for årstidens gøremål. Ved midvinter blev både foder og brænde nøje optalt, og der var fokus på at sikre, at der var mad nok til alle. Pølserne hang i rækker, der var stadig i sulekarret klar til at blive spist, mens man ventede på foråret, hvor dyrene igen kunne komme på græs, og naturens spisekammer igen kunne fyldes.

Hverdagen på gården

De fleste bønder boede under meget simple forhold, ofte i langhuse, hvor både tjenestefolk og herskab delte det samme rum.
Det handlede om at spare på varmen, som kun var et enkelt, åbent ildsted, så der var ingen luksus med separate værelser, som vi kender det i dag.
Alle måtte deltage i det daglige arbejde – kvinderne tog sig af madlavning og husdyr, mens mændene dyrkede jorden og tog sig af de tungeste opgaver som pløjning og tærskning. Selv børnene havde deres pligter, ofte som hyrder for fårene eller til at hjælpe med mindre opgaver i marken.

Dyrehold og fødevareforsyning

De fleste gårde havde en lille besætning af husdyr.
Heste blev brugt til at pløje markerne, mens køer sørgede for mælk, smør og kød. Får gav uld, og svin blev slagtet og konserveret til vinterens forråd.
Gæs og ænder gik frit omkring i gårdene og blev ofte slagtet til højtiderne.
Dyrene var en uundværlig del af husholdningen, og de fleste familier var afhængige af både deres mælk, æg og kød for at overleve året rundt.

Tærskning og hårdt arbejde

En af de mest fysisk krævende opgaver i landbruget var tærskning af kornet, som blev udført med en tærskestok, et simpelt slagredskab.
Det arbejde var ikke blot udmattende, men krævede også præcision, da man skulle ramme kornet rigtigt for at få kernerne løsnet fra stråene. Tærskning foregik oftest i laden, hvor man lagde kornet ud på gulvet og derefter slog det med stokken.
Det var en langsommelig proces, som kunne tage mange dage eller uger afhængigt af høstens størrelse, og derfor var det nødvendigt, at hele familien deltog – mænd, kvinder og ofte også større børn.
Tærskningen blev primært udført i vintermånederne, hvor der var færre opgaver i marken, men det hårde arbejde var en vigtig del af landbrugets cyklus, da det sikrede mel til brødbagning og dermed overlevelse gennem vinteren.

Kvindernes arbejde

Kvindernes rolle på gårdene var betydelig og omfattede meget mere end blot husholdning og børnepasning. De havde det fulde ansvar for køkkenhaven – eller kålgården – hvor de dyrkede livsnødvendige afgrøder som grønkål, rodfrugter, æbler og pærer. Grønkålen var især vigtig, da den både var næringsrig og kunne opbevares gennem de kolde vintermåneder, hvilket gjorde den til en central del af husholdningens vinterforråd.
Kvinderne stod også for brygning af øl, en daglig drik, da vandet ofte var usikkert at drikke. De dyrkede humle i små humlehaver, der var nødvendige for ølproduktionen.
Ældre kvinder, der var kommet på aftægt og ikke længere kunne klare det tunge markarbejde, tog sig ofte af disse opgaver. Deres erfaring og viden var afgørende for at sikre, at husholdningen var selvforsynende, og at der var nok mad og drikke til at klare de lange vintre.

Kosten

Madlavningen var enkel, men nærende. Brød, grød og suppe var dagligdagskost, og især rugbrød spillede en stor rolle. Kød var en luksus, der kun blev spist ved særlige lejligheder, medmindre man selv slagtede et dyr. Konservering af kød blev gjort ved saltning, og sul blev opbevaret i store kar.
Øl var en daglig drik, som blev brygget i hjemmene, da vandet ofte ikke var sikkert at drikke.

Efter middagen var der tid til socialt samvær, hvor både unge og gamle deltog i håndarbejde. Det kunne være strikning, syning eller vævning af tekstiler til husstanden.
Aftenen var det tidspunkt, hvor roen indfandt sig, og der var plads til at dele historier og diskutere dagens gøremål. Det var her, generationerne samledes, og de unge piger lærte håndarbejdets ædle kunst fra de ældre, der ofte var dygtige til dette.
Kvindernes færdigheder i at fremstille tøj og husgeråd var vigtige, og i stearinlysets skær blev båndene mellem generationerne knyttet, mens dagens strabadser blev lagt bag.

Det stille, nøjsomme liv i Rude

Som det fremgår, levede bønderne i Rude generelt et stille og nøjsomt liv. Deres hverdag var præget af hårdt arbejde og en tæt forbindelse til naturen.
De fleste var tilfredse med deres tilværelse, selvom levevilkårene kunne være hårde.
Sygdomme blandt både mennesker og dyr var en konstant trussel i 1700-tallet. En af de mest ødelæggende var kvægpesten, der i flere omgange hærgede landet og ramte hårdt blandt bøndernes husdyr, som var afgørende for både føde og arbejdskraft.
Når kvægpesten kom til områder som Rude, kunne det betyde ødelæggelse af hele husdyrbestande, hvilket skabte stor økonomisk nød og usikkerhed.

Derudover blev mennesker også ofte ramt af sygdomme som kopper, som var udbredt og særligt farlig, da vaccinen endnu ikke var opfundet. Livet i Rude var derfor ikke kun afhængigt af en god høst og samarbejde i landsbyen, men også af, om man kunne undgå de sygdomme, der truede både mennesker og dyr.