Fra gammel tid har Saxild Kirke haft flere kirkeklokker, men ikke alle er gået til af slid og ælde.

Under Reformationen fandt både Frederik den I og Christian den IV den noget alternative finansieringsmulighed til støbning af deres kongelige kanoner at inddrage en stor del af landets kirkeklokker til omsmeltning.

Ved klokkeskattens indførelse i 1528 ejede Saxild Kirke to kirkeklokker, en stor på tre lispund (480 kg) samt en mindre på blot et skippund (320 kg).

Da den "gode" Frederik beordrede sognet at afgive den største, vakte det stor modstand i befolkningen, og det lykkedes sognemændene med gode ord og ussel mammon at "bestikke" den kongelige støber til i stedet at medtage den lille klokke.

Vores bidrag til de kongelige kanoner var dermed begrænset, til gengæld ringede den store klokke gennem de 300 år, som en kirkeklokke nu skal: Den angav døgnets timer, kaldte til gudstjeneste og andre kirkelige handlinger, jagede de onde ånder bort og kaldte til samling ved brand og anden ulykke.

Den blev siden omstøbt i 1828, og i 1988 gik den endelig på pension.

I dag står den gamle klokke som et smukt minde ved våbenhuset ved Saxild Kirke.