Kirkesognene i Odder kommune er mange, hele 12 stk, men at yderligere 5 kirker har været en del af det gamle Hads Herred, er nok ikke alle bekendt.
Hele 5 små fredede mindesmærker dukker op, hvis man har øjnene åbne på sin tur rundt i kommunen.

Her stod Ulv Kirke
rejst af Odder Museum 1934

står der med indhuggede versaler på den 1,5 m høje sten, som man finder ved Lundhoffvej lidt uden for Odder og ud for stedet, hvor Ulv Kirke i fordums tid blev bygget.

Et gammelt sagn fortæller, at bygmesteren var en kæmpe, og at han havde en staldbroder, der var ham jævnbyrdig, og som på samme tid byggede en lignende kirke i Tvenstrup.
Uld kirke som den retteligen hed, formodes bygget i 1200-tallet, og den fungerede som kirke for Loverstrup (Rathlousdal,) Fillerup, Ondrup og Morsholt.

Det menes, at det var lensmanden på Aakjær, Peder Ebbesen Galt, der ønskede kirken nedlagt på grund af forfald.
De mange kampesten der var brugt til byggeriet forsvandt pø om pø - og er efter sigende brugt som byggemateriale på de nærmeste gårde herunder Faurgaard og Lundhoff, ligesom en del blev slået til skærver. Da Hads-Ning Herreders Jernbane i 1884 skulle bygges og en stationsbygning i Odder opføres, blev det på sokkelsten leveret fra Ulv Kirke.
Kirkeklokke, døbefont og øvrigt interiør må antages at være overgået til egnens øvrige kirker.

Der er i dag meget lidt bebyggelse omkring Ulv Kirketomt, men ved lidt navneforskning må man antage, at Ull (Uld,Ulv) tilbage i vikingetiden var et beboet område, og opkaldt efter Asen Ull, der var jagtgud. Hvad der yderligere kan give liv til den antagelse, er sagnet om et ungt brudepar der på vej til vielse i Ulv Kirke måtte sejle over den vandfyldte mose, men sammen med brudefølget kæntrede og druknede. En grumme historie, der skulle have ført til byggeriet af Ørting Kirke.

Om Uld Kirke skriver Nationalmuseet:

Fortsætter man fra Lundhoffvej til Oldrup og kører mod Hadrup ad Sødrupvej, finder man endnu et mindesmærke over en af egnens nedlagte kirker.

Midt på marken på matr. 19 A, Sødrup Korsgaard, hæver et granitkors sig pludselig op af intetheden.
Det er et mindesmærke sat af beboerne i Oldrup, Sødrup og Hadrup tilbage i 1934 og efterfølgende fredet i 1935. Korset er udført af stenhugger Otto Nielsen, Horsens og er med fod 1,75 m højt.
På korsets tværarm er med versaler indhugget:

Her stod Oldrup Kirke
og på en granitkvader fra kirken
indtil ca 1670

Oldrup Kirke fungerede som annekskirke til Hundslund Kirke, og der findes desværre ingen kirkebøger eller udførlige beskrivelser af kirken

Om Oldrup Kirke skriver Nationalmuseet:

Tvenstrup Sogns Kirke
stod her til 1820

fortæller et mindesmærke i noget sølle stand ved T-krydset Oddervej - Bondesvadvej i Tvenstrup.

Mindesmærket stammer fra 1941, og er bekostet af beboerne i Tvenstrup og Svorbæk med velvilje fra sognekirke, amt og kommune. I forbindelse med en vejuregulering i 1941 dukkede adskillige sten op, hvoraf flere blev brugt til det lille "anlæg," der er placeret på kirkens sydøstligste hjørne. Indskriftsstenen stammer fra det nordøstligste hjørne, og bogstaverne i indskriften er de samme, som fandtes på kirkens alter.

Tvenstrup Kirke, der var annekskirke til Odder Sognekirke, var allerede tilbage i 1600 tallet i en så dårlig forfatning, at ejeren af Odder Sognekirke ønskede den nedrevet. Det faldt ikke i god jord hos Tvenstrups borgere, og der blev derfor indgået en aftale om, at de kunne beholde deres kirke mod at de selv betalte for vedligeholdelsen. Tvenstrup Kirke blev derfor først nedrevet omkring 1820.

Der eksisterer ingen seperat kirkebog for Tvenstrup Kirke, men de ældste kirkebøger fra Odder Sogn (1655-1803) omhandler begge sogne.
En del af kirkens interiør er fortsat bevaret, ikke mindst på grund af Pastor Niels Blicher, Randlev, der sikrede at et gyldent alter fra 1100-tallet, og en gammel altertavle, der tidligere havde stået i henholdsvis Odder Sognekirke og Saxild Kirke, kom til Naitonalmuseet.

Om Tvenstrup Kirke fortæller Nationalmuseet

Her fandt i muld man møre bene
Hist kirken stod med huse lave.
Fra havet bymænd løfted sten
og satte den blandt fædres grave
1926

Smukkere og mere rigtigt kan det næsten ikke skrives.
På initiativ af gårdejer Rasmus Jørgensen og Odder Museums bestyrelse rejste Dyngby sogns borgere og Dyngby Bylav i 1936 mindestenen på Elmegårdsvej i Dyngby, hvor den gamle kirke havde ligget. Grunden blev af Randlev-Bjerager kommune skænket til formålet.

Den 1½ m høje sten er hentet i havet ved Dyngby Strand, og verset er forfattet af førstelærer Veien og indhugget med versaler af stenhuggerfirmaet Kofoed i Aarhus. Den kvikke iagttager vil bemærke, at kirkens grundsrids er indhugget i stenen omkring verset. Om Dyngby kirke skriver Nationalmuseet
Meden Kirke

På et lille fredet område tæt ved Norsminde Kro og havn ligger de få synlige rester, der er tilbage af Meden Kirke.

Fra kirkebakken har der været udsigt viden om, og da Norsminde var et temmelig vigtigt udskibningssted med megen handelsaktivitet, må placeringen have været et rigtig godt valg.

Det er begrænset, hvad vi ved om kirken, men det formodes, at den er anlagt i slutningen af 1200-tallet, hvor et kongeligt brev fastslår, at Kysing Mark er de århusianske kannikkers enemærke.

Første gang kirken omtales i de skriftlige kilder er omkring 1315, hvor domkapitlet i Aarhus omtaler sin ret til en trediepart af de offergaver, der hvert år blev givet i forbindelse med, at kirkens krucifiks på Johannes Døberens Dag (Nutidens Skt. Hans dag) blev bragt til Aarhus.

Da Frederik den. 1. i 1528 udskrev Klokkeskatten, måtte også Meden Kirke/Kysing Kirke ofre sin klokke til omstøbning til kongelig kanon, og vi ved fra bevarede kilder, at klokken med jernfang vejede 16 lispund (136 kg).

Hvad der siden skete med kirken må stå hen i det uvisse.

Forfaldt den gradvis efter reformationen, hvor landet både havde for få penge og for få præster?

Blev kirken sønderskudt under svenskekrigen 1657-59, hvor vi fra de øvrige kirker ved, at sognet var hårdt ramt, eller blev den slet og ret nedlagt i løbet af 16-1700 tallet?

Spørgsmålene står åbne, ligesom påstanden om at kirken havde præst tilknyttet helt op til 1790.

Fakta er, at kirkens forfald blev værre og værre, og historien fortæller, at lokale beboere hentede, hvad de havde behov for af sten og byggemateriale, så i 1875 var der kun ganske få ruinrester tilbage.

Daværende kroejer Hans Sørensen Alrøe foranledigede derfor, at en buste af Frederik den 7. blev placeret på toppen af murresterne, som herefter fik lov at ligge i fred.

Kirkegården var så vidt vides bevaret helt frem til 1850-erne, hvorefter den blev oppløjet af ejeren.

I 1927 blev ejendommen med kirketomten udstykket.

Nationalmuseet erhvervede selve kirketomten og en lokal murer restaurerede murresterne.

Der findes ingen kirkebog for kirken, og da området ikke er undersøgt systematisk ved udgravning, er vores viden desværre meget lille om Meden/Kysing Kirke og kirkegård.

Der findes ca. 30.000 fredede fortidsminder i Danmark. Meden/Kysing Kirke har siden 1981 været et af dem.

Om Meden/Kysing Kirke skriver Nationalmuseet