Stationspladsen nr. 3 (i dag Assedrupvej 22) blev byens samlingssted.

Huset er oprindeligt bygget som kro, for med jernbanens komme, blev der behov for et sted at få en bid mad, opstalde sine heste medens man ventede eller slet og ret få en dram i hyggeligt samvær.
På kroen var der både dans og musik, god mad, ølstue, ja sågar en keglebane.
Kroens levetid blev dog kort- godt 10 år – men da andelstanken også var nået til Assedrup, og den gamle købmandsstue var blevet for lille, udvidede man i forretningen i de gamle krolokaler. Her overlevede Assedrup Brugsforening indtil 1971, hvor den måtte opgive konkurrencen med det store supermarked som Odder Brugsforening byggede (i dag Kvickly Odder).