Cykelruten fra Randlev mod Saxild er omkring 6 km lang, og og den går ad små veje uden cykelsti, men med gamle gårde, skøn natur og hyggelige landsbyer.

Fra Saxild kan ruten udvides med øvrige ruter dels mod Assedrup, dels mod Norsminde, hvor man ad "Fortidens veje" kan finde historiske spotpunkter, hvor fortid og nutid gennem kunst og fortælling kan gøre os klogere på vores egn.

Fra Blicherpunktet i Randlev, kan man vælge en lettere kuperet rute forbi Bjerager Kirke, eller man kan vælge den lidt mere jævne rute forbi Fru Møllers Mølleri på Bjeragervej.

Rute 1: Forbi Bjerager Kirke

Kør mod øst ad Blichervej ca. 600 m
drej til venstre ind på Balshavevej, kør ca. 350 m
drej til højre ind på Erikmindesvej, efter 550 m kryds Houvej og fortsæt ad Eriksmindevej
Kort før Bjerager Kirke. drejes til venstre ad Jenlevej
Ved Bjeragervej drejes til højre ad
Maderiisvej, der med sine mange sving, marker og enkelte gårde giver et historiens vingesus til dengang de gamle bøndergårde blev udflyttet fra Saxilds bymidte. Ved udkørslen i Dyngbyvej drejes til venstre hvor man finder det historiske spotpunkt umiddelbart efter Saxild Kirke

Rute 2: Forbi fru Møllers Mølleri

Kør mod nord ad Kirkevej, efter ca 1,7 km
drej til venstre ad Balshavevej, efter 350 m drejes til højre,
Kryds Houvej
Kør ad Bjeragervej, efter ca. 1 km kommer man til Bjeragerhougård, hvor ejerne Kim og Bodil Møller har indrettet en spændende gårdbutik, "Fru Møllers Mølleri," med næsten alt, hvad hjertet begærer."
Fra gårdbutikken fortsætter man ad Bjeragervej, ca. 2 km til Maderiisvej, hvor man drejer til venstre.
Maderiisvej, der med sine mange sving, marker og enkelte gårde, giver et historiens vingesus til dengang de gamle bøndergårde blev udflyttet fra Saxilds bymidte. Ved udmundingen i Dyngbyvej drejes til venstre, hvor man umiddelbart efter kirken, når det historiske punkt "Byens Plads"

Byens Plads Dyngbyvej i Saxild,

Kultur-spotpunkt "Byens Plads" ligger ud for den Gamle bygade i Saxild og med en af den gamle præstegårds længer som en smuk bagkulisse.

Pladsen er renoveret i 2021 som det første af flere kulturelle spotpunkter, der skal binde Saxild-Nølev sogne sammen via den fælles historie samtidig med, at det er tænkt som en lille rekreativ oase i bysamfundet.

Historien omkring "Byens Plads" er gammel, og den trækker tråde til de gamle landsby-fællesskaber, hvor man på en central plads, tæt på kirke, branddam og bøndergårde, indrettede en fælles plads som samlingssted for byens gårdejere.

Pladsen fungerede som datidens tingsted, og bymændene mødtes her for at træffe vigtige beslutninger for det lille område.

Byens Plads er fortsat i Bymændenes eje, og på informationstavlen på pladsen, kan man læse mere om Saxilds spændende historie.