Nye regler får Jørn til at droppe sin kones mindeplade: Her finder man alligevel ingen trøst mere.

Sådan lyder en overskrift i dagens avis den 24. august 2023.
Det skærer i den gamle arkivleders hjerte! For det er vel netop hensigten med de mange omlægninger på de danske kirkegårde, at de skal følge tidens ånd og tilgodese, at der er langt flere bisættelser end begravelse i nutidens begravelseskultur. Der skal etableres flere oaser og områder, hvor man kan finde både ro og fordybelse, områder, hvor man har plads til sin sorg, sit savn, områder, hvor man i stilhed kan lade tankerne flyve!

Gennem flere år er der også i Saksild arbejdet med planer om Fremtidens kirkegård. Der har været afholdt mange møder, og der har været borgerinddragelse, hvilket der kom et fint projekt ud af, et projekt man som borger havde sat sin lid til.

Når foreningen for kirkegårdskultur udtaler, at man i projekterne for fremtidens kirkegårde arbejder med en udvikling, hvor begravelsespladserne fortsat skal fremstå som værdige begravelsespladser, kan man jo spørge sig selv, om de kollektive forandringer, der er vedtaget for kirkegårdene i Kystpastoratet, er en værdig omlægning?
Nuvel, familien valgte for 10 år siden ud fra de tilbud, der var dengang, at deres behov var dækket af en mindeplade i plænen, hvor det var tilladt at lægge en blomst eller tænde et lys.
Nu siger de reviderede kirkegårdsregler fra 2020, at det kan man ikke mere, men der kan nedgraves en vase ved stenen, hvis overkanten flugter med græsniveauet, men man siger også, at buketter fjernes i forbindelse med hver græsslåning. Betyder det, at der er faste dage for græsslåning, eller kan fødselsdags- eller bryllupsdagsbuketten fjernes samme dag, som den er sat?
Hvordan får kirkegårdens besøgene kendskab til, hvornår græsset slås eller robotten kører? Og er de regler lavet med tanke på, at der på fremtidens kirkegårde bliver flere og flere urnegrave og flere besøgene til netop den form for gravsteder/urnesteder?

Når vi i kirken synger med på B.S. Ingemanns ”Dejlig er jorden,” så fortæller den på fineste vis, at tider skal komme, tider skal henrulle, og at slægt skal følge slægters gang. Burde vores kirkegårde ikke netop afspejle det? Og gør de det, når en familie, på grund af nye og rigide regler lavet ud fra et regneark, overvejer at nedlægge det sted, hvor de tidligere er kommet for at mindes og og for at finde ro.

Set med de lokalhistoriske briller er det en omlægning og nogle beslutninger, der gør op med med den gamle kirkegårdskultur, hvor kirken havde en central og vigtig rolle i samfundet, og hvor kirkegårdene var det fællesrum, hvor man gik hen, når sorgen over en slægtning eller et bysbarn skulle håndteres.

Tiderne skifter, hvad der sker i dag er historie i morgen.
Kremering, kortere gravstedsperioder, ofte på grund af økonomi, askespredning over hav, etablering af skovkirkegårde, anonyme plæner. Færre vidnesbyrd om et levet liv. Det er hvad kirken er oppe imod. Set i det lys, burde det være vigtigere end nogensinde at imødegå de behov, der gives udtryk for i sognene.

Der har tidligere på Lokarkivets hjemmeside stået en tekst om, at Saksild kirkegård var en spændende lokalhistorisk oase, der med sine forskelligartede gravminder fortalte om et samfund, der forandrede sig fra et stærkt landbrugssamfund med gamle slægtsgårde, markante personligheder og dygtige håndværkere til et samfund med en broget skare af tilflyttere, hvor historien ikke helt er fulgt med til "de dødes have".
Det har vi fra arkivets side prøvet at gøre noget ved dels i forbindelse med affotografering af de gamle gravsten, dels ved at skrive små beretninger om mange af de spændende mennesker, der har boet i området.
Det er et arbejde, som vanskeliggøres i takt med at gravsteder nedlægges, gamle gravsten fjernes og hvor nu også mindepladerne ”trues.”

Det er en forandring, hvor frygten for at et tilvalg af den lokale kirkegård erstattes af et fravalg, fordi økonomien sættes over menneskelige hensyn. Et fravalg, hvor flere som Jørn opgiver, fordi man ikke længere føler, at kirkegården levner plads til at mindes - om det så blot er med et enkelt lys eller en nedlagt buket som symbol på sit savn.

Fra arkivets side er håbet, at beslutningstagerne må tage sagen alvorligt, og at Saksild kirkegård også fremadrettet må vise, at slægt følger slægters gang, så vi ikke ender med at skabe en stor og anonym kirkegård med en grøn plæne, enkelte blomsterbede og træer, men ribbet for historie og menneskeligt nærvær.