Rude by er en af de få landsbyer, der ikke har oplevet nogen særlig udflytning. Den ligger stadig som en samling gårde ved et vejkryds, som den har gjort i århundreder.

Midt i byen, i krydset mellem Rudevej og Rude Havvej, står en mindesten over studiosus David Davidsen, manden, som var rudeborgerne en mild og god herre. Ved arv kom han i 1733 i besiddelse af 9 af Rudes 14 gårde. Og modsat mange andre herremænd, forlangte han ikke nogen form for hoveri af sine fæstebønder, og der var ingen ond ridefoged til at styre gemytterne.

Efter David Davidsens død i 1793, viste et testamente, at han havde givet Rudebønderne arveret til deres huse og gårde, ligesom deres årlige afgifter blev nedsat betragteligt. En del af disse penge skulle efterfølgende gives til legater til byens skole, til skolebørn og til soldater, for som David Davidsen selv udtrykte det: ” Nu har jeg i så mange år nydt godt af jeres arbejde, nu skal I nyde godt af, hvad jeg har”.

Det var stort, så for Rudebønderne kunne det ikke betale sig at løskøbe gårdene, og først da det ved lov i 1912 blev bestemt, at alle fæstebønder SKULLE købe deres gårde fri, skete det også i Rude.

De gårde der hørte under det Davidsenske Gods var matriklerne 2a til 10.a.

Under Rathlousdal hørte matriklerne 11.a, som blev frikøbt i 1906, og 12 a som blev frikøbt i 1830’erne.

Øvrige gårde var matriklerne 13 a til 15 a, som tidligt blev selvejergårde og som tidligere havde hørt under Aakjær og Boller.

Formålet med udskiftningen

Formålet med udskiftningen var naturligvis en effektivisering af landbruget, og landboreformen lagde derfor op til, at jorden skulle fordeles på en måde, så enhver fik en stor samlet jordlod uden for landsbyen. Helt uproblematisk var det nu ikke i Rude, hvis jorder for en stor dels vedkommende var lyng og sand, og især den sandede jord, ønskede alle at få del i. Det resulterede i at udmarken, for de fleste gårdes vedkommende, blev meget lang og meget smal, og det betød også, at gården fortsat havde lodder forskellige steder. At Rudebønderne ikke ønskede, eller ikke havde råd til udflytning, gjorde jo ikke sagen nemmere. Der var for Rudebonden stadig langt til de fleste marker.

I dag er de fleste jorder opkøbt og samlet under ganske få store gårde, men byen ligger der endnu med de gamle gårde side om side og for fleres vedkommende stadig med efterkommere af de gamle slægter, der engang slog sig ned i Rude.