Fritidslivet i og omkring Norsminde knytter sig primært til havet, kroen og naturistcampingpladsen.

Området er et eldorado for naturelskere, og det appellerer til lange gåture. I 1942 blev et stort område udlagt som vildtreservat, men bemærkes skal også de store områder der er udlagt til fuglebeskyttelsesområde. Ved fjorden ses utallige vade- og andefugle, der ses gæs, svaner og hjejler, der ses viber og blishøns snepper, skarver og skalleslugere, og i træktiden ses tusinder og atter tusinder af fugle, der holder rast

Fiskeriet

Fiskeriet har spillet en rolle i Norsminde, men der er ikke mange erhvervsfiskere tilbage, på havnen ses dog ofte børn og voksne, som fisker eller samler krabber, og kaster man et blik ud over havet ses hvide sejl, joller og kajakker eller måske i det fjerne en færge på vej til eller fra Sjælland.

Norsminde Gamle Kro

Norsminde Gamle Kro, som har en lang og spændende historie, er et yndet udflugtsmål for omegnens beboere og turister. Kroen er løbende moderniseret og ud over gode madoplevelser er den også ramme om forskellige kulturelle oplevelser. Under kroen er indrettet et galleri, hvor lokale kunstnere og kunsthåndværkere i sommerhalvåret viser deres værker.

Himmel og Hav

Hvor den gamle Kysing Mølle engang i fordums tid blev bygget, ligger nu ”Restaurant Himmel og Hav” Bjørn og Britt Olsen formår her at skabe både liv og gode madoplevelser.

Pladsen omkring Restaurant Himmel og Hav er utrolig smuk, og når sommerens vikingetræf løber af stabelen, tænker man helt uvilkårligt, at fra lige netop det sted, ville det have været oplagt, at vores forfædre i Vikingetiden for godt 1000 år siden, sad og syslede med forskelligt vikingehåndværk før de drog ud på deres handelstogter til fjerne egne.

Kysing-Norsminde

Store områder ved Kysing og Norsminde er udlagt til sommerhusbeboelse, men også Naturistcampigpladsen ved Kysing med omkring 100 pladser tiltrækker turister.

Kysing og Norsminde-området er sin lidenhed til trods, områder hvor fritiden i den dejlige natur ikke kan andet end at give fornyet energi og gode oplevelser.