Går vi bare 100 år tilbage, var Kysing og Norsminde et næsten sammenvokset område, hvor man ikke rigtig kunne sige, hvor Kysing sluttede og Norsminde begyndte.

Med områdets historie som toldsted og centrum for handel og søfart in mente, er det svært at genskabe et billede ud fra folketællingen 1901.Man forventer et område præget af livlig aktivitet og med en befolkning, hvis hovederhverv knyttes sig til søen. Men nej. Af de 122 borgere er

  • 29 % børn (3)
  • 16 % husmødre (20)
  • 7 % logerende, aftægtsfolk, aldersrentenydere eller levede af deres formue (9)
  • 40 % gårdejere, husmænd eller arbejdende inden for landbrug (48)
  • 2 % handlende (2)
  • 3 % håndværkere (4)
  • 1 % akademikere (1)
  • 2 % andet (3)

Der var i byen en enkelt fisker, der var møller, smed og snedker. Der var Kysing Skole med en enkelt lærer.

Norsminde Mejeri, som lukkede i 1902, havde en enkelt ansat, som ikke var bosiddende i byen, kroen var lukket, og havde været det siden 1888, anlæggelsen af jernbanen mellem Odder og Aarhus havde været hård ved det lille samfund, som havde mistet sin status som udskibningssted. Men man finder nye veje.

I dag er den lille havn omdannet til lystbådehavn, og et yndet udflugtsmål for turister.

Fiskeriet som fik en opblomstring midt i 1900-tallet, hvor adskillige fiskekuttere lå til kaj i Norsminde, er også historie, om end fisk stadig har en central plads på havneområdet.

Man kan besøge Havnens Fiskehus, hvor man kan købe eller smage de friskfangede delikatesser, eller man kan besøge den i 1932 genåbnede Norsminde Gamle Kro, som både er berømt for sin gastronomi, hvor egnens råvarer bruges i vid udstrækning, og for sin fantastiske vinkælder. Og for de tidligere kroværter, Alrø-familiens, kendte elefantsamling.

Drager man lidt mod syd, kan man besøge ”Restaurant Himmel og Hav” ved Kysing, eller man kan slet og ret nyde den skønne natur.

Man kan besøge billedkunstneren Ole Grøn’s galleri, man kan komme på bondegårdsferie, eller man kan måske slå sig ned på Naturistcampingpladsen ved Kysing strand, som hører til blandt de attraktioner, som nutidens moderne frisind har muliggjort.

Er man mere til sommerhus, kan man leje eller måske se, hvad den lokale ejendomsmægler har til salg.

At tage på tur i historien er altid spændende, og Norsmindes historie er noget ud over det sædvanlige, ser man tilbage, kan man undres over, hvor hurtigt tingene forandrer sig, men trods alle forandringer er Norsminde og Kysing stadig naturskønne perler i samfundet