Marts er den gamle, romerske kalenders første måned, og den tredie efter Cæsars julianske kalender.

Marts er opkaldt efter guden Mars. Som gud for landbrug, sundhed, ægteskab og frugtbarhed, var Mars de forhistoriske, italienske bønders vigtigste gud. Romerne tog ham til sig som deres egen, gjorde ham til søn af Jupiter, og udlagde ham som barnefader til Romulus, Roms grundlægger, og dermed til stamfader for hele det romerske folk. Samtidig ændrede de hans arbejdsområde Som den spydsvingende Mars blev han romernes krigsgud.

Solsystemets fjerde planet er opkaldt efter ham, og det astrologiske tegn for Mars, en cirkel med pil på, er også blevet tegnet for hankøn. Alkymisterne anvendte det som tegn for jern, fordi metallet blev brugt til Mars' sværd, spyd, hjelm og rustning. Og fordi isenkræmmerne handler med jernredskaber, har de overtaget Mars-tegnet som deres symbol.

Dyr, født i marts måned, blev ofret til Mars for at afværge misvækst og truende farer. Ofringen fandt sted på Marsmarken udenfor Rom mellem Tiberen og Capitolium, på en slette der blev bebygget allerede i kejser Augustus' tid.

Månedens gamle, danske navn er Tormåned. Det er fristende at forbinde navnet med guden Thor, de nordiske folks krigsgud. Men sprogforskere er nogenlunde enige om, at "tor" er det oldnordiske ord for "tør". Forklaringen er, at det er måneden hvor is og sne smelter væk og efterlader tørre marker.