Februar var efter den gamle romerske kalender årets sidste måned. Ved årets slutning fejede man det gamle år ud for at give plads til det nye. Det skete ved en renselsesfest for de levende, hvor man samtidig ofrede til de døde. Det latinske "februare" betyder "rense". Ved renselsesfesten dansede nøgne mænd rundt og piskede kvinderne med lange skindstrimler kaldet "februa", der var skåret ud af offerdyrets ryg. Det skete for at sikre kvinderne frugtbarhed. Mindelser herom findes i fastelavnsriset, der har sine rødder i denne skik.

Det gamle, danske navn var blidemåned, der blev anvendt til begyndelsen af 1800-tallet, antagelig som udtryk for håbet om at vinteren nu tog af, og vejret blev blidere. En anden forklaring lyder, at ordet "blid" skal opfattes i betydningen "lys", på grund af dagenes tiltagende længde.