Nølev Skole 1716-1959

Nølev Skoles historie går med sikkerhed tilbage til begyndelsen af 1700-tallet, idet vi har viden om, at undervisningen i perioden 1716 til 1741 forgik i Nølev-degnens hjem og at eleverne kom fra et område, der strakte sig fra Rørth over Nølev/Assedrup til Driften. Om skolen er oprettet på baggrund af en paragraf i i Fattigforordningen af 1708, der påbød alle sogne at oprette skoler og lade degnen sørge for undervisningen af såvel rige som fattige børn, eller om skoletankerne er sået af Saxild og Nølev Sognes populære præst, magister Poul Poulsen, ved vi ikke, men tanken er nærliggende, idet han synes både belæst og fremskridtsvenlig.

I 1739 udstedte kongen en forordning om skolerne på landet, hvori der var et krav om, at der i alle sogne inden udløbet af 1741 skulle være bygget både skole og degnebolig - det første til, at Nølev sogns første skolehus snart var en realitet.

I forgrunden af billedet ses de to bygninger der i 17 og 18-hundredetallet husede de to ældste skoler i Nølev sogn

I bogen ”Skolerne i Saxild Sogn” som kan købes på arkivet, er der mange beretninger og billeder om skolegangen i Nølev og Assedrup, ligesom flere spændene personligheder med tilknytningen til skolen beskrives.