Meget af områdets fritidsliv koncentrerede sig tidligere omkring skolen, der var samlingspunktet for de godt 70 husstande.

I skolens storhedstid var Assedrup og Nølev to livlige samfund med kro og kirke, station med posthus, købmand og brugsforening, mejeri, sparekasse, bibliotek, telefoncentral, snedker og smed. De fleste behov kunne dækkes indenfor sognets grænser. Også de åndelige.

Foredragsforening

Foredragsforeningen blev stiftet i 1913, og repertoiret var bredt. Af diverse avisartikler kan man læse, at Johan Skjoldborg i 1932 talte om "Fædrelandssind, og at emner som "Strejftog i dansk litteratur", "Teknokratiet" og "Ungdomskriminalitet" var varme emner. Af artiklerne fremgår det, at foredragsholdere som Jørgen Bukdahl, Richardt Gantrup og professor Blinkenberg let samlede over 100 tilhørere i det lille samfund.

Idrætsforening

Assedrup-Nølev Idrætsforening, A.N.I.F., blev stiftet i 1943. I lang tid lod det sig gøre at samle to pige- og to karlehold i gymnastik og håndbold til to ugentlige træningsaftener. I 1951 præsterede både pige- og karleholdet at blive områdevindere i håndboldturneringen.

Idrætsforeningen stod bag stort set alle aktiviteter i byen, det væe sig udflugter, baller, teaterforestillinger, fastelavns- og juletræsfester, film- og foredragsaftener og andespil.

Gennem foreningensprotokollen får man kendskab til såvel vejr og vind som tidens tendenser,der står f.eks at læse:

Juli 1945: "Paa Grund af køligt Vejr, blev Mødet afholdt i Skolens Gymnastiksal. Mødet begyndte kl. 3, Højskolelærer Dallerup Pedersen talte om det slesvigske spørgsmål, et glimrende Foredrag, der skildrede slesvigernes Trang til at komme tilbage til Danmark. Derefter talte Sagfører Dahl om sit Ophold i de tyske Koncentrationslejre. Om Aftenen var der Asfaltbal. Der var god Tilslutning, og Festen gav et pænt Overskud til Hollandshjælpen".

Senere samme år arrangerede idrætsforeningen filmaften på skolen. I referatet står bl. a.: "Der blev først forevist en Film, "En Dag med en Husmand", der maaske i og for sig var god nok, men den knak saa mange Gange, at Publikum med rette var ved at blive utaalmodige".

Så gik det bedre ved filmaftenen i december 1947: "Der var stor tilslutning af baade unge og ældre fra Omegnen. Lærer Quist, Egaa, viste først "Bellahøj-filmen", dernæst en morsom "Fy og Bi"-Film, saa var der fælles Kaffebord, og Lærer Quist læste derpaa et Par gode Fortællinger. Der sluttedes med en Sang".

I 1952 refereres der fra fastelavnsfesten:"Lørdag den 24. februar afholdtes Fastelavnsfest i Skolen. Ca. et halvt Hundrede Medlemmer var mødt, efter et Par Timers Dans blev Katten slaaet af Tønden. Hugo Møller Sørensen blev Kattekonge og Signe Hansen Dronning. Senere paa Aftenen var der Præmiedans og amerikansk Lotteri".

Og den 28. december samme år:"Julefest i Skolen. Efter Juletræet læste Lærer Bundgaard Lassen en Fortælling, og derefter var der fælles Kaffebord. Aftenen sluttede med en Svingom".

Fællesskabet

Den 21. maj 1957 blev A.N.I.F. sammenlagt med Saxild Ungdoms og Gymnastikforening (S.U.G.) og de fleste aktiviteter flyttet til Saxild.

Som så mange andre steder har det været svært at bevare de små foreninger, men med et aktivt Bylaug holdes mange gamle traditioner stadig i hævd i Nølev Sogn, så der fortsat er grobund for fællesskab og godt sammenhold beboerne imellem.