Går vi godt 100 år tilbage, var Nølev sogn et område med masser af aktivitet.

Området var selvforsynende med de fleste livsfornødenheder, og gårdfolk og små-håndværkere forlod sjældent området, men med Odder-Aarhusbanens åbning i 1884, åbnede verden sig og gav grobund for nye erhverv og udvidelse af eksisterende.

I 1885 slog snedker Jens Frederik Nielsen sig ned i Assedrup, hvor han etablere en virksomhed, der producerede finere havemøbler og andet finere snedkerarbejde, ligesom han igangsatte en produktion af bistader.

Optimismen blomstrede, der blev bygget kro med både keglebane og ølstue, der blev åbnet en brugsforening og et andelsmejeri.

Der var både smed og bager, der blev etableret postkontor og postekspedition, og da området i 1912 fik egen central, og endda med en kvinde på posten som centralbestyrer, var det virkelig en udvikling, der gav genlyd i det lille samfund. Joh, jernbanen skabte både liv og omsætning.

Også Nølev blomstrede. Sognet havde egen skole og egen kirke, og ser vi på folketællingen fra 1901, kan vi se, at der ud over flere af ovenstående erhverv også var både murer, møller skomager, stenhugger, tømrer, væver og tækkemand. Flere af virk-somhederne havde både svende og lærlinge. Der var en enkelt styrmand i området, og så var der to musikere, ud over naturligvis de mange landbrug.

Befolkningen talte 322 personer, som fordelte sig således:

  • 34 % børn (109)
  • 1% arbejdede på Assedrup mejeri (3)
  • 16 % husmødre (53)
  • 6 % logerende, aftægtsfolk, aldersrentenydere eller levede af deres formue (19)
  • 28 % gårdejere, husmænd eller arbejdede inden for landbrug (91)
  • 1 % handlende (2)
  • 9 % håndværkere (29)
  • 1 % akademikere (2)
  • 4% andet (14)

Men træerne vokser ikke ind i himmelen.

Kroen lukkede allerede i 1894, mejeriet i 1947, skolen i 1959 og i 1971 måtte også Brugsforeningen give op over for den voksende konkurrence fra ”de store” i Odder.

En lille bid af gangen blev der lukket ned, postkontoret blev nedlagt, stationen også, banen er der stadig, men med Assedrup som trinbræt på ruten.

Intet er der tilbage af fordums storhed. Enkelte landbrug eksisterer stadig, medens størsteparten af både den mandlige og kvindelige del af befolkningen pendler af sted til jobs uden for sognet.

At kvinderne i 1915 havde fået valgret betød ikke, at de også skulle på arbejdsmarkedet, ikke fra begyndelsen i alt fald, og flere kampe i Assedrup og Nølev blev kæmpet på den front, men man overgiver sig, alt har sin tid, efterhånden som samfundet ændrede sin struktur, forlod også kvinderne den hjemlige arne, så de kunne bidrage til livets opretholdelse, børnene blev sendt i børnehave, skole og senere i skolefritidsordning i sognets eneste tilbageværende skole i Saxild.

Samfundet er blevet et andet – lidt mere fortravlet måske, men i Assedrup og Nølev ånder fred og ro. Den hektiske verden ligger udenfor.

At tage på tur i historien er altid spændende, og hvor er det utroligt, at så meget kan ske på godt 100 år.